FC Nordsjælland forlænger med tre spændende, unge spillere
Foto: Getty Images
Superliga

FC Nordsjælland forlænger med tre spændende, unge spillere

FC Nordsjælland har fået papir på Viktor Tranberg, Andreas Olsen og Magnus Kofod Andersen frem til henholdsvis 2020, 2020 og 2022.

FC Nordsjælland har fået underskrift på tre nye kontrakter til tre af klubbens spillere. Her er der tale om den 20-årige forsvarsspiller Viktor Tranberg, den 17-årige angriber Andreas Olsen og holdets 18-årige midtbanespiller Magnus Kofod Andersen.

For de to førstnævnte er længden af kontrakterne frem til 2020, mens FC Nordsjælland har papir på Magnus Kofod Andersen frem til 2022. Det skriver FC Nordsjælland på klubbens officielle hjemmeside.

Det er naturligvis noget, som sportschef Carsten V. Jensen er meget tilfreds med.

- For alle tre spillere er det gældende, at de har et stort potentiale, og vi er glade for at have dem alle på længere aftaler. Det giver os bedre forudsætninger for fremtiden til at udvikle dem selv og holdet, siger Carsten V. Jensen.

Vedrørende den længste nye aftale, Magnus Kofod Andersens, så lyder det fra FCN-sportschefen, at spilleren er kommet godt ind på holdet siden sin debut i sæsonpremieren mod OB.

- Magnus har vist, hvor godt han passer ind i holdet med hans kloge og tekniske tilgang til spillet. Det har været en fornøjelse, at se hans ydmyge tilgang til tingene, og vi er glade for hans tillid til klubben med en lang aftale. Det forpligter os til at udvikle ham til det næste skridt, fortæller 'CV'.

Alle tre spillere er alle et produkt af FC Nordsjællands akademi.