FC Nordsjælland henter ghanesisk ungdomslandsholdsanfører
Superliga

FC Nordsjælland henter ghanesisk ungdomslandsholdsanfører

Kasper Hjulmand og FC Nordsjælland har torsdag præsenteret seneste indkøb i Farum.

FC Nordsjælland har torsdag præsenteret den kun 18-årige midtbanespiller Collins Tanor i klubben. 

Den unge ghaneser kommer til klubben efter otte år på det ghanesiske akademi, Right to Dream, hvorfra han også har tilspillet sig en plads på Ghanas U17-landshold, hvor han sågar gør sig som anfører. 

Skiftet glæder den ghanesiske midtbanemand: 

- Når man har min alder, er udviklingen til det næste skridt enormt vigtig. Jeg er imponeret over det professionelle set up, som er her i FCN. Der er ingen tvivl om, at klubben har nogle rigtig dygtige trænere og folk rundt om holdet, og jeg er sikker på, at de kan hjælpe mig med at blive en endnu bedre spiller. På den korte tid, som jeg har været i klubben, har alle været virkelig flinke og de har taget godt i mod mig, og hvad der er endnu bedre – det er stoppet med at sne, siger han til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Jeg glæder mig til at starte min professionelle karriere hos FCN. Det er en stor ære at blive en del af så stærk en familie og klub.

Også sportschef Carsten V. Jensen glæder sig over tilgangen af den talentfulde afrikaner: 

- Collins er en spiller, der på trods af sine unge alder har vist stor modenhed og en stærk karakter, og han er meget bevidst om, hvad det kræver at være med på det her niveau. Han er meget ivrig for at udvikle sig til en spiller, som kan klare sig på det højeste niveau i Europa. Vi tror på, at Collins vil være en stærk rollemodel for andre unge spillere fra Right to Dream, som vi forventer at se flere af i fremtiden. 

Den unge Tanor har fået trøjenummer 33 i FC Nordsjælland.