FC Nordsjælland kigger på Landskrona-talent
Illustration
Superliga

FC Nordsjælland kigger på Landskrona-talent

FC Nordsjælland var på plads i fredags, da Landskronas 17-årige midtbanetalent Erik Andersson foldede sig ud i Superettan, og Landskrona er klar til at sælge, hvis FCN eller andre slår til.

17-årige Erik Andersson har spillet de seneste fem kampe i træk og scoret i de seneste to for Landskrona BoIS i den næstbedste svenske række, Superettan. Senest scorede han det ene mål i fredags i 2-1 sejren over GAIS for øjnene af flere udenlandske klubber - heriblandt FC Nordsjælland.

Landskronas sportschef Patrik Johansson bekræfter overfor tipsbladet.dk, at FC Nordsjælland var på plads til kampen.

- Det er rigtigt, at FC Nordsjælland var her i fredags, men hvem de kiggede på, ved jeg ikke, og jeg har aldrig snakket med nogen fra FC Nordsjælland om Erik. Jeg vil dog godt gå så langt som til at sige, at hvis de var her for at se på en bestemt spiller, er det oplagt, at det er Erik. Han har spillet modent og beslutsomt i starten af denne sæson og er i gang med at få sit gennembrud som voksenspiller, siger Patrik Johansson til tipsbladet.dk.

Generelt er interessen for Erik Andersson stor, og derfor kan Landskrona også blive tvunget til at sælge ham snart, selv om de har kontrakt med ham til udgangen af 2016.

- Det er ikke sådan, at der er klubber, der ringer på ham hele tiden, men selvfølgelig vokser interessen for en så ung spiller, når han begynder at bryde igennem på seniorniveau. Vi kender vores plads i fødekæden og er klar over, at det er svært for os at sige nej, hvis FC Nordsjælland eller en anden klub kommer med et tilbud på én af vores spillere. Vi lytter til de tilbud, der kommer og er glade, hvis vores spillere bliver gode nok til at hæve sig til et andet niveau, så de kan komme til en større klub, siger Patrik Johansson.

Erik Andersson var en del af det svenske U/17-landshold, der i marts deltog ved EM. Her blev det til to kampe fra start i gruppespillet, hvor Sverige tabte alle deres tre kampe.