Video : Tipsbladet
Superliga

FC Nordsjællands hurtigløbere gjorde det onde ved Brøndby

Brøndby var det bedste hold, men FC Nordsjælland var skarpest og vandt 3-2 på hjemmebane.

Som vanligt indledte Brøndby med et enormt højt pres på FC Nordsjælland, som havde store problemer med at få spillet til at flyde på kunstgræsset, hvor de ellers normalt føler sig godt tilpas. 

Alexander Zornigers mandskab skabte flere gode muligheder, men de manglende skarphed foran målet. Alligevel fik Teemu Pukki bragt udeholdet foran kort før pausen, da han prikkede bolden ind fra tæt hold efter oplæg af Jan Kliment. 

Mens FC Nordsjælland havde været helt væk i store dele af første halvleg, var de anderledes ovenpå fra anden halvlegs start. Inden for to minutter havde Godsway Donoyh scoret to gange for hjemmeholdet. 

Først var det Ernest Asante, som sendte et indlæg ind fra højre side, og så skulle angrebsmakkeren blot prikke bolden i mål. Kort efter var det næsten lige så nemt for afrikaneren, som igen kom først på et indlæg fra højre side - denne gang blot med Karlo Bartolec som oplægger. 

En kold spand vand i hovedet på Brøndby-mandskabet, men de svarede dog hurtigt igen. En allestedsnærværende Lasse Vigen fik udlignet efter en times spil, da han havde sidste fod på efter et godt opspil fra Brøndby. 

Brøndby fortsatte med at presse på, og kun en storspillende Alex Runarsson forhindrede Teemu Pukki og Jan Kliment i at få scoret. I stedet kunne FC Nordsjælland slå til med den anden af holdets hurtige angribere efter et hjørnespark. 

Pludselig var Ernest Asante og Mathias Rasmussen alene med Svenn Crone og Frederik Rønnow, og her spillede de to FC Nordsjælland-spillere chancen rigtig stor. Asante holdt bolden på fødderne i lang tid, inden han spillede Rasmussen fri. Men i stedet for at afslutte spillede indskiftede Rasmussen bolden på tværs igen til Asante, som blot skulle sætte indersiden på. 

Mod slutningen formåede FC Nordsjælland at trække tempoet ud af kampen, og Brøndby-lejren vil være yderst skuffede efter nederlaget mod FC Nordsjælland.