FC Vestsjælland åbner dørene mod Hobro
Illustration
Superliga

FC Vestsjælland åbner dørene mod Hobro

FC Vestsjælland byder på gratis fodbold, når Hobro gæster Slagelse 7. december.

Når FC Vestsjælland på næste fredag runder 2014 af med en hjemmekamp mod Hobro, kan Slagelse-klubben formentlig se frem til solid opbakning på hjemmebanen Harboe Arena. Hovedsponsoren Harboe er gået sammen med FC Vestsjælland om at byde på fri entre til den vigtige kamp mod Hobro.

- Det er af yderst afgørende betydning, at der kommer point på kontoen, så vi kan overvintre med en fornuftig følelse i maveregionen, siger FCV-direktør Gert Hansen til klubbens hjemmeside og tilføjer:

- Region Sjælland skal have en plads i Superligaen, og det har vi langt om længe kæmpet os frem til. Nu må vi så appellere til folket om at støtte op om sagen, og komme på stadion og hjælpe vore lokale helte til sejr på hjemmebanen. Fodboldkampe kan ikke vindes fra sofaen, og derfor inviterer vi nu, sammen med Harboes Bryggeri, til gratis Superligafodbold. Så må alle kunne være med.

Inden opgøret mod Hobro skal FC Vestsjælland, der er under stregen i Superligaen, møde topholdet FC Midtjylland.