FCK afviser anklager om brud på Mussis-aftale
Illustration
Superliga

FCK afviser anklager om brud på Mussis-aftale

Den argentinske klub Gimnasia anklager FC København for kontraktbrud. Den danske vicemester afviser. Det skriver BT.

FC København bliver nu anklaget af den argentinske klub Gimnasia for at have brudt en klar aftale i forbindelse med Franco Mussis-handlen tidliger på året. Det skriver BT.

Ifølge avisen anklager Gimnasia den danske klub for at have overtrådt en aftale om, at Franco Mussis ikke måtte sendes videre til en ny klub inden for en given tidsperiode. FC København har som bekendt lejet Franco Mussis ud til italienske Genoa, hvor det ikke er blevet til meget spilletid, og Gimnasia ønsker nu en økonomisk kompensation fra FC København.

I FC København afviser manager Ståle Solbakken, at klubben har brudt en aftale. 

- Vi mener ikke at have begået nogen form for kontraktbrud, og har heller ikke modtaget en officiel henvendelse omkring det her. Vi har hørt og læst om det, men ingen henvendelse fået, så der er ingen sag for os, siger Ståle Solbakken til BT.

Ifølge avisen har FC København ikke modtaget nogen sum i forbindelse med lejeaftalen med Genoa. Den italienske klub betaler blot argentinerens løn. 

Franco Mussis' kontrakt med FC København løber frem til sommeren 2019. Senest har der dog været meldinger om, at Mussis er på vej mod en transfer hjem til Argentina, selvom Genoa har en købsoption på midtbanespilleren. 

Franco Mussis nåede at optræde i én Superliga-kamp for FC København, inden han blev lejet ud til Genoa.