FCK-angriber tilfreds med første kamp
Foto: FCK
Superliga

FCK-angriber tilfreds med første kamp

Andrija Pavlovic spillede de første 45 minutter fra start

Serbiske Andrija Pavlovic fik sine første uofficielle minutter for FCK, da de forsvarende mestre vandt 3-0 over Amkar Perm i en testkamp i går. Og det var en tilfreds angriber, der udtalte sig til klubbens egen hjemmeside efter kampen, hvor han selv mente, at han faldt godt ind i københavnernes spil.

- Jeg har en god følelse lige nu. Jeg har længe set frem til det her, og jeg synes, vi spillede fint i dag. Jeg gjorde i hvert fald hvad jeg kunne, så det håber jeg, at træneren og mine holdkammerater er tilfredse med. Men jeg er sikker på, at jeg nok skal blive bedre kamp for kamp og udvikle mit spil. Jeg synes ikke, det var så svært at finde ind i systemet, for vi har trænet en del på det, siger han til fck.dk.

Danny Amankwaa, Thomas Delaney og Benjamin Verbic scorede målene efter pausen, inden FCK om to uger indleder sæsonen. Lyngby er modstanderen.