Video : Tipsbladet
Superliga

FCK appellerer: Sanktionen er ude af proportioner

FC København har valgt at appellere tirsdagens dom fra Fodboldens Disciplinærinstans.

FC København modtog tirsdag straffen for den ballade, der opstod på udebaneafsnittet i forbindelse med opgøret mod Brøndby IF den 6. august. Fodboldens Disciplinærinstans har valgt at sanktionere de danske mestre med to hjemmekampe uden tilskuere og en bøde på 150.000 kroner. Desuden er der en betinget dom på yderligere en kamp uden tilskuere.

En hård dom, og også alt for hård. Det mener i hvert fald FC København, der omgående har valgt at appellere.

- Vi anerkender og accepterer, at der skal være en straf efter det, der skete på Brøndby Stadion, og vi har gentagne gange taget skarpt afstand til episoden. Det gør vi naturligvis fortsat. Vi mener dog, at sanktionen er ude af proportioner. Vi vil derfor appellere dommen og afventer appelinstansens beslutning i forhold til, om dommen udsættes, mens appelsagen kører. Vi har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt, siger administrerende direktør, Anders Hørsholt, til fck.dk.

FC København skal spille hjemmekampene mod FC Midtjylland og Brøndby IF uden tilskuere.