FCK-forsvarer: Hvis IFK Göteborg vil have mig vil jeg lytte
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

FCK-forsvarer: Hvis IFK Göteborg vil have mig vil jeg lytte

Svensk forsvarsspiller har kontraktudløb til sommer og kan forlade FC København. Måske til IFK Göteborg.

Svenske Mikael Antonsson står i en svær situation før FC Københavns sidste 16 Superliga-kampe. Han jagter en plads i Sveriges EM-trup, men han er under pres i FC København, hvor truppen tæller fire meget stærke centrale forsvarsspiller.

Da FCK solgte Daniel Amartey, købte klubben hurtigt svenske Erik Johansson. Samtidig har Mathias 'Zanka' Jørgensen været fast mand i FCK, der også har Pelle Nilsson. Ergo er der ingen garanti for spilletid for Antonsson.

Det svenske transfervindue er fortsat åbent, og det kan måske ende med, at Antonsson beder om lov til at skifte til hjemlandet. Et skifte sker nok senest til sommer, hvor Antonsson har kontraktudløb, selv om han har option på et år mere. En ny klub kan blive IFK Göteborg, der tidligere har haft Antonsson, 34 år, i truppen.

- Det er en dejlig klub. Nu ved jeg ikke, om de vil have mig, men hvis de vil, vil jeg lytte. De er velkomne til at tage kontakt. For mig er det kun 'Blåvitt', som tæller i Sverige - der findes ikke andet, siger Mikael Antonsson til det svenske medie GT.

Antonsson fortæller i interviewet, at han ikke tænker på at stoppe karrieren, selv om han er blevet 34 år. Det er enten IFK Göteborg, han vender tilbage til, ellers bliver han i udlandet, siger han.