Video : Tipsbladet
Superliga

FCK har tilbudt Toutouh ny kontrakt: Han skal beslutte sig snart

FC København har tilbudt Youssef Toutouh en forlængelse af kontrakten, der udløber i sommeren 2018. Hvis han afviser dette tilbud, skal han sælges til sommer.

I løbet af det seneste år har Youssef Toutouh udviklet sig til at være en stamspiller i FC København, men nu står midtbanemanden ved en skillevej. Enten skal han forlænge sin kontrakt med klubben eller også bliver han solgt til sommer. Sådan lyder meldingen fra manager Ståle Solbakken nu i et interview med tipsbladet.dk.

Da FC København i sidste uge præsenterede Nicolaj Thomsen som ny spiller i klubben, gjorde Ståle Solbakken opmærksom på, at Thomsen-handlen skulle ses i lyset af, at flere af klubbens offensive spillere kan være på vej væk. En af dem er altså 24-årige Youssef Toutouh.

FC København vil gerne forlænge hans kontrakt, der udløber i sommeren 2018, men kan dette ikke lade sig gøre, skal han sælges til sommer, så klubben kan tjene penge på ham.

- Han har været i en perfekt udvikling for os. Han har taget et skridt ad gangen, og særligt sidste år har han taget et ekstra stort skridt. Det er op til Youssef. Han har et stående tilbud fra os; jeg har sagt til ham, at hvis han vil forlænge et år, så gør vi det. Hvis han ikke vil forlænge, sælger vi ham til sommer. Han må bestemme sig inden for de næste par måneder, for vi skal jo have et overblik over vores situation. Det er ikke sådan,a t han kan vente til sommer med at underskrive. Hvis han ikke bestemmer sig før til sommer, sælger vi ham, siger Ståle Solbakken til tipsbladet.dk.

Han har set stor fremgang hos Toutouh gennem det seneste år.

- Han er blevet stærkere. Han er blevet en bedre to-vejs-spiller, og han er bedre defensivt og scorer flere mål. Han har holdt sig skadesfri, og internationalt har han tidligere haft svært ved at følge med, hvor han nu er meget bedre med. Det er et fint måleparameter for hans fremgang, at han har klaret sig så godt internationalt i denne sæson. For to år siden faldt han igennem, siger han. 

Ståle Solbakken mener, at Youssef Toutouh kan udvikle sig yderligere.

- Det tror jeg godt, at han kan. Det kan han hos os. Hvis han skifter, må han finde den rigtige klub. Han skal jo ikke sættes tilbage, siger Ståle Solbakken. 

Youssef Toutouh udtalte selv til tipsbladet.dk i sidste uge, at han føler sig klar til at prøve talentet af i udlandet. 

- Jeg føler mig hundrede procent klar til udlandet nu. Hvis jeg kan forsætte det, jeg leverede sidste år, kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle kunne tage næste skridt. Det skal være det rigtige for mig og for FCK, men jeg føler mig klar til det, sagde Youssef Toutouh til tipsbladet.dk i sidste uge.

Noget tyder altså på, at Youssef Toutouh kan forlade FC København til sommer, men intet er afgjort endnu.