Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-målmand efter forlængelse: Fik et meget generøst tilbud

Stephan Andersen står bag Robin Olsen i køen til spilletid, men han har alligevel skrevet under på en ny kontrakt med FC København. Han forklarer nu hvorfor.

Stephan Andersen har i 2016 været reservemålmand i FC København, hvor Robin Olsen har været fast førsteholdskeeper. 

Alligevel har 35-årige Andersen forlænget sin kontrakt med Superligaens førerhold frem til udgangen af 2019. Stephan Andersen forklarer her hvorfor.

- Jeg er glad for at være i FC København, og jeg har fået et meget generøst tilbud fra klubben. Det er en super klub, jeg er glad for byen og det hele, så det krævede ikke så mange overvejelser, siger Stephan Andersen til tipsbladet.dk.

Han er opmærksom på, at det kan vække undren, at han forlænger sin kontrakt, når han aktuelt er langt fra spilletid i FC København.

- Jeg har også en familie at tage hensyn til. Jeg har levet et nomadeliv i mange år, hvor jeg har rejst mange forskellige steder. Jeg har også min familie at tænke på, for jeg har børn, der går i skole og i børnehave. Rent sportsligt kunne jeg nok godt have fundet noget andet eller fået et eventyr, men jeg har også en familie at tænke på. Jeg har heller ikke opgivet kampen om at få noget spilletid her på et tidspunkt, siger Stephan Andersen. 

Trods statusen som reserve og det øgede fokus på familien lægger Stephan Andersen dog ikke skjul på, at han stadig har som mål at blive førstemålmand i FC København.

- Selvfølgelig er det mit mål, men jeg er heller ikke dum. Jeg kan godt se, at Robin har gjort det godt, og han har et forspring, når vi starter op igen. Men man ved ikke, hvad der sker i fodbold. Der kan ske meget. Det kan være, at han bliver solgt i løbet af vinteren eller til sommer. Så må vi tage den derfra. Der vil selvfølgelig blive hentet en ny målmand på sigt, men jeg tager en dag af gangen og kæmper røven ud af bukserne hver dag for at vise, at jeg stadig er en god målmand, siger Stephan Andersen.

Udover Stephan Andersen og Robin Olsen råder FC København også over Kim Christensen i klubbens målmandsdepartement.