FCK og Brøndby bruger flest udlændinge, Helsingør bruger færrest
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FCK og Brøndby bruger flest udlændinge, Helsingør bruger færrest

Udlændinge står for lige over 70 procent af spilleminutterne i FC København og 64 procent i Brøndby IF. Hos FC Helsingør er det blot 1,3 procent. Superligaen som helhed ligger i midten i europæisk sammenhæng.

Da FC København før landskampspausen tabte 3-1 til Lyngby BK, var to af spillerne i startopstillingen danske: Peter Ankersen og Rasmus Falk. I løbet af kampen kom Kasper Kusk, William Kvist og Carlo Holse på banen.

Dermed var opgøret forholdsvis repræsentativt for fordelingen af spilletid til danske og udenlandske spillere hos mestrene. En stor undersøgelse af klubberne i 31 europæiske lande viser nemlig, at 70,7 procent af de spillede minutter i FCK spilles af udlændinge (her defineret som spillere, der har fået deres fodbolduddannelse i et andet land, og som er flyttet til det pågældende land på grund af fodboldkarrieren).

Dermed er FC København det hold i Superligaen, der har den højeste procentdel af udenlandske spillere på banen i denne sæson. Brøndby IF er nummer to på listen med 64,2 procent.

Der er dog et stykke op til de mest ekstreme hold i undersøgelsen. FC Midtjyllands Europa League-overmænd Apollon Limassol har brugt udlændinge i 98,9 procent af tilfældene, mens to rivaler fra den cypriotiske liga, Anorthosis Famagusta (95.3%) og AEK Larnaca (91.5%), følger efter. Chelsea er det hold fra de fem store ligaer med den højeste procentdel (90,4).

Samlet set har udlændinge spillet 36 procent af minutterne i Superligaen i denne sæson, hvilket placerer Danmark i midten af den 31 undersøgte ligaer, nemlig som nummer 17. 

Det er fodboldstatistikerne fra CIES Football Observatory, der har udarbejdet tallene, og herunder får du alle 14 Superliga-klubbers fordeling og deres brug af udenlandske spillere.