FCK sparer flere profiler: Mikael Antonsson har revet ledbånd over
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

FCK sparer flere profiler: Mikael Antonsson har revet ledbånd over

FC København må i den kommende tid undvære Mikael Antonsson, der har revet et ledbånd over. I alt fem spillere sidder over med skader i pokalkampen mod Skive IK.

Han er næsten lige blevet udnævnt til spillende assistenttræner i FC København, men der bliver ikke noget med at spille i den kommende tid for Mikael Antonsson. Den svenske stopper har revet et ledbånd over, oplyser FC København på sin hjemmeside.

Samme sted fremgår det, at fire andre spillere sidder over, når holdet i morgen indleder titelforsvaret i DBU Pokalen på udebane mod Skive IK. Der er tale om Erik Johansson (korsbånd), Federico Santander (stressfraktur), Nicolaj Thomsen (fiberskade) og Youssef Toutouh (lyskeproblemer).

For de to førstnævnte gælder, at de formentlig sidder ude i resten af efteråret, mens det nærmere drejer sig om uger for Thomsen og Toutouh. 

Foruden de fem afbud har Ståle Solbakken udeladt en række spillere, som ellers ville være i spil til startopstillingen. Robin Olsen, Zeca, Tom Høgli og Rasmus Falk sidder alle over. Den 18 mand store trup ser ud som følger.

1 Stephan Andersen
3 Pierre Bengtsson
6 William Kvist
7 Benjamin Verbič
8 Uroš Matić
11 Andrija Pavlović
16 Ján Greguš
17 Kasper Kusk
18 Mads Roerslev
19 Denis Vavro
20 Nicolai Boilesen
22 Peter Ankersen
23 Martin Pušić
26 Carlo Holse
27 Michael Lüftner
28 Pieros Sotiriou
32 Danny Amankwaa
41 Kim Christensen