I går var der ballade med en gruppe FC København-tilhængere, der havde taget turen til Hannover tilsyneladende kun med et mål for øje - at lave ballede. Og missionen lykkedes. Uromagerne angreb tysk politi med romerlys og peberspray, ligesom administrative FCK-medarbejdere ved indgangene blev angrebet.
Det er ingenlunde første gang, at FCK-fansene tiltrækker sig opmærksomhed af den negative slags, og det har mestrene nu taget konsekvensen af. I de kommende udekampe er alle FCK-tilhængere blevet udelukket. Der vil ikke længere blive arrangeret ture til holdets kampe på fremmed græs.
Og det er den helt rette beslutning. Det mener klubbens spillere.
- Vi støtter selvfølgelig op omkring klubben. Det er sådan en lidt underlig situation som vi spillere står i, for vi er rigtig glade for fansene, og det er også dem, der har hjulpet os frem til mange mesterskaber, siger Thomas Kristensen til sporten.tv2.dk og fortsætter:
- Samtidig går vi heller ikke ind for, at der skal være vold, eller at der ødelægges ting på stadions i tide og utide, men det er selvfølgelig ærgerligt, og vi står sådan lidt i midten af det hele.
Udelukkelsen træder i kraft med det samme, og det betyder, at der ikke vil være FCK-tilhængere på lægterne på Tre-For Park i Odense, når OB og FCK tørner sammen i næste weekend.