Superliga

FCK-succes fører næppe til spillersalg

FCK's succes i Champions League skaber næppe kø mod exit-døren. FCK vil kun sælge for så høje beløb, at interesserede klubber lige så godt kan vælge andre mere etablerede navne, vurderer scout og agent.

Spillere som Dame N'Doye, William Kvist, Johan Wiland og Martin Vingaard viser sig fornemt frem for FCK i Champions League og gør sig interessante overfor klubber i større ligaer i Europa.

Hvis FCK var interesseret i at få hurtige penge i kassen, ville indtil flere salg i vinterens kommende transfervindue være meget sandsynlige, men FCK's strategi er en anden, observerer scout og agent Benny Nielsen.

- FCK holder på spillerne. Jeg tror ikke, at de vil slippe dem. De prioriterer at komme så langt som muligt i Europa. Derfor skal der virkelig store penge på bordet, for at de vil sælge, siger Benny Nielsen til Tipsbladet og går over til at snakke tal.

- FCK vil måske forlange 30-40 millioner kroner for deres store profiler, og bud på mindst 30-40 millioner kroner er det kun top 4-5 i de store ligaer; England, Spanien, Tyskland og Italien, som kan matche og så de to store klubber i Frankrig.

- Og når vi først kommer op på den hylde i Europa, er der altså mange spillere at vælge mellem for klubberne rundt omkring. Af hensyn til deres fans, pressen og sponsorerne vælger de oftere en spiller, der har et navn, og som kommer fra en større liga end den danske, som ingen kender, konstaterer Benny Nielsen.

Læs mere: Tipsbladet har set nærmere på sandsynligheden for FCK-udsalg som følge af den europæiske succes og fået klubbens egen kommentar. Det står i Tipsbladet Update, som er på gaden i dag og som e-avis.