FCK-træner: Andreas Cornelius kan komme hurtigt tilbage
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Superliga

FCK-træner: Andreas Cornelius kan komme hurtigt tilbage

FC Københavns assistenttræner Brian Riemer mener, at Andreas Cornelius' positive væsen kan betyde, at han kommer hurtigere tilbage end forventet.

Det så grimt ud, da Andreas Cornelius for ti dage siden blev tacklet hårdt af Silkeborgs Dennis Flinta og måtte bæres fra banen med et brækket ben. 
 
Der venter nu et halvt års pause til angriberen, men spørger man en af de folk, der kender ham rigtig godt, skal han nok komme tilbage på højt niveau. 
 
FC Københavns assistenttræner Brian Riemer har gennem en årrække været tæt på Andreas Cornelius på både U/19-holdet og førsteholdet i FC København, og han mener, at angriberen er godt rustet til at komme igennem den lange og hårde vej tilbage til kampformen. 
 
- Jeg kender ham rigtig godt, og jeg har besøgt ham op til flere gange efter skaden nu. Han har det efter omstændighederne rigtig godt. Han er af natur et ekstremt positivt menneske, og han dvæler sjældent ved negative ting. Fra dag ét har han kigget fremad, og jeg har endnu ikke mødt ham i tiden efter skaden, hvor han har været nede i et sort hul, fortæller Brian Riemer til tipsbladet.dk.
 
- Tværtimod er han allerede overbevist om, at lægerne ikke har ret i, at der vil gå et halvt år, før han er tilbage. Han har en ekstremt positiv indgangsvinkel til det, og det kender jeg ham for i alle facetter af fodboldverdenen. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis der er nogen, der kan komme hurtigt tilbage efter en skade, så er det ham. Han er et stort og stærkt menneske, og han har en lys tilgang til tilværelsen, tilføjer Riemer, der dog understreger, at han ikke taler ud fra en lægelig betragtning.
 
Der venter nu et arbejde i FC København for at gøre Andreas Cornelius helt klar igen efter det grimme uheld. Brian Riemer er fortrøstningsfuld omkring proccessen. 
 
- Der er aldrig en skade, som er god, men når det nu skulle ske, så er skaden kommet mod slutningen af sæsonen, og der kommer en sommerferie og opstartsfase derefter. På den måde går han glip af mindst muligt af den kommende sæson. Det er den mest positive ting, man kan sige om det. 
 
- Han mister et halvt års træning, og det betyder selvfølgelig noget. Det så vi, da han kom hjem fra Cardiff. Forskellen er bare, at han i Cardiff var blevet efterladt lidt, så han rent fysisk ikke var, hvor han skulle være. Nu har vi harm her selv, og vi har en dygtig stab omkring os i den fysiske og medicinske del, så vi kan sikre os, at hans fysiske niveau opretholdes. Det betyder, at det immervæk bliver lettere for ham at komme tilbage den dag, han bliver 'løsladt'. Han kommer til at have den fysiske base på plads. Det er vores største mål, så vi kan minimere tidsperioden fra han får grønt lys til at træne til vi ser ham i Superligaen, siger assistentræneren. 
 
Brian Riemer er ikke nervøs for, at skaden kommer til at sætte Andreas Cornelius' udvikling tilbage. 
 
- Han er 22 år, og han er en spiller, der har langt de fleste år foran sig. Der er masser af eksempler på spillere, der har haft værre skader, som er kommet endnu bedre tilbage. Vi skal huske på, at selvom det så ekstremt voldsomt ud, så er han ude i kortere tid end en spiller med eksempelvis en korsbåndsskade. Udover det har jeg ladet mig fortælle, at sådan nogle brud er bedst, fordi de egentlig 'bare' skal gro sammen. For mig er det selvfølgelig en irriterende skade, men jeg kan slet ikke se, at det vil få nogen større betydning for ham på den lange bane, siger Brian Riemer. 
 
Prognosen for Andreas Cornelius' comeback hedder seks måneder, hvorfor angriberen formentlig vil være tilbage i aktion i slutningen af oktober.