FCK vandt overbevisende 4-0 over Esbjerg
Foto: René Schütze/Polfoto
Superliga

FCK vandt overbevisende 4-0 over Esbjerg

Esbjerg var ingen modstander for FC København, der blev kørt over med 4-0 i en kamp, hvor Rasmus Falk scorede et flot mål og brillerede.

Esbjerg tog hjemme på Blue Water Arena imod FC København, efter der var kommet en del glædelige nyheder til den vestjyske klub: nye sponsorer, ny sportsdirektør med international klasse og en kapitalindsprøjtning på 4,5 millioner kroner. 

Kampen var ikke engang to minutter gammel, da Santander opsnappede en bold fra Højbjerg i Esbjerg-målet. Paraguayaneren trykkede af, men bolden røg i sidenettet. Få minutter senere fik selvsamme Santander en mulighed, da han headede på mål, men bolden røg over mål. 

10 minutter inde i kampen fik Delaney en hovedstødsmulighed efter et frispark fra Augustinsson, men keeper Højbjerg fik reddet. Få minutter senere leverede Pavlovic gode ting på fløjen og lagde bolden fladt indover til Santander, der igen skød i sidenettet. 

Et kvarter inde i opgøret bragte Verbic FC København i front. Zanka headede bolden videre til sloveneren, som var sikkerheden selv få meter fra målstregen. Blot minuttet efter lagde Lekven en fantastisk bold i dybden til Mensah, men Robin Olsen stod som en mur i FCK-målet. 

Efter 19 minutter var Falk på færde, da han trak ind i banen og trykkede af fra distancen, men bolden røg lige forbi mål. 30 minutter stod der på stadionuret, da Mensah opsnappede en fejl af Ankersen, men angriberen skød få centimeter forbi mål.

Et minut inde i anden halvleg leverede Rasmus Falk og Augustinsson flot samarbejde og lagde bolden fladt indover til Verbic, der trykkede af første gang. Højbjerg fik imidlertid reddet. 

Der var spillet 54 minutter, da Rasmus Falk flot trak ind i banen og sparkede bolden sikkert i netmaskerne. Et flot mål af den nye FCK-fløj. Fire minutter senere lavede Falk igen gode ting og spillede bolden til Santander, der trykkede af fra distancen. Højbjerg greb imidlertid sikkert fat om bolden. 

3-0 blev det også til københavnerne, da Santander headede bolden videre til Delaney, som var sikkerheden selv fra to meters afstand. Når man nu er i gang, hvorfor så stoppe? For det blev også 4-0. Det skete, da Pavlovic lagde bolden fladt indover til Kasper Kusk, som var køligheden selv med sin afslutning.

Generalprøven var ikke dårlig, og dermed er FC København i den grad klar til opgøret mod Astra på onsdag. FCK fører Superligaen. Esbjerg er til gengæld i krise og har i to kampe indkasseret otte mål. Todds tropper ligger nummer chok i Superligaen.