Det er sjældent, man får det store ud af at følge de tidligste træningskampe før en halvsæson, men kampen mellem FC København og Kalmar den 3. februar 2010 i Copa del Sol-turneringen i Marbella var en undtagelse. For det var første gang den costaricanske back Bryan Oviedo trak en FCK-trøje over hovedet, og det blev ganske uforglemmeligt.
Efter otte minutter tog han nemlig bolden i et ryk fra venstre back og strøg så på langs og på tværs af banen, mens han brugte et par medspillere i et-to-kombinationer, før han blev stoppet i højre side af Kalmars straffesparksfelt. Det er ikke lige der, man forventer at finde en venstre back, der egentlig skal lukke af, så Ståle Solbakken har utvivlsomt tænkt sit om taktisk skoling, men potentialet i den unge, lynhurtige, tekniske og driblestærke costaricaner var klart og tydeligt. Det tog bare et stykke tid, før skolingen var på plads til også at træde ind i Superligaen og ind på topholdet i København.
Først stod Oscar Wendt i vejen, og så blev Pierre Bengtsson købt som øremærket afløser, men et dyk i den svenske efterårsform kulminerende med 1-3 nederlaget til FC Nordsjælland i Parken gav Oviedo en chance, som den 21-årige costaricaner tog. Han åbnede med en fin præstation i 3-0 pokalsejren i Brøndby og fortsatte med fuld tid i 3-1 sejren over OB, så da efteråret sluttede var venstreback-pladsen på FC Københavns mandskab Bryan Oviedos efter spilletid fra start i ni af de sidste 10 kampe.
»Det er nok meget normalt, at man skal sidde ude et stykke tid, når man kommer fra Costa Rica til en stor klub i Europa, for det er FCK. Det første år sagde Ståle, at jeg havde brug for mere tid i truppen for at kunne blive en del af holdet, og alle spillere har noget, de skal lære, når de skifter klub. Jeg spillede venstrekant i en 3-5-2 i min klub i Costa Rica, så da jeg kom her var jeg meget offensiv.«
»Nu føler jeg mig også stærk i defensiven, og jeg har været oppe imod gode spillere i Europa League og også mod... Jeg kan ikke huske hans navn, men han spiller højre kant i Brøndby? Rommedahl ja, han er en stærk spiller, som mange i Danmark godt kan lide. Men jeg følte mig parat til at spille mod ham, og det gik godt nok,« fortæller Bryan Oviedo på det engelsk, han ikke kendte meget til, da han kom til Danmark, men som han nu behersker til hus- og interview-behov.
Dansk fodbold kendte han heller ikke så meget til, da han i januar 2010 blev udtaget til det costaricanske ligalandshold, der skulle spille mod Argentina. Han havde ikke spillet mere end en håndfuld kampe for Saprissa efter halvandet år i førsteholdstruppen, men flot spil ved U/20 VM i Egypten i efteråret 2009 havde skabt interesse om forsvareren.
»Før kampen mod Argentina sagde min manager, at der var interesse fra Europa, men han sagde ikke mere. Så spillede vi landskampen, det gik godt, og så sad jeg pludselig på et fly mod København. Det gik så hurtigt, og det var da forvirrende, for alt var nyt. Folk, maden, livet i det hele taget. Der var mange forskelle, men jeg var glad for at kommer her,« siger venstrekanten, der heller ikke er uvant med at rejse langt for sin fodbold.
Læs mere på næste side