FCKs nye jagtmarker: Næste stop Uruguay
Illustration
Superliga

FCKs nye jagtmarker: Næste stop Uruguay

FC København har udvidet horisonten for, hvor klubben fremover skal finde profilerne, og i tre kapitler fortæller chefscout Lars Højer til tipsbladet.dk om mulighederne i Sydamerika, hvorfra Franco Mussis er første, men ikke sidste indkøb.

FC Københavns chefscout, Lars Højer, kan godt vænne sig til at stå ved kuffertbåndet i lufthavnen i Buenos Aires og vente på, om bagagen igen er blevet brudt op, og der er kigget på de medbragte sager. For intet tyder på, at han ikke igen skal en tur til Sydamerika på fodbold-opdagelsesrejse.

Argentina er hovedfokus, men når netværket bliver større, kommer der også flere muligheder. Første tur for Lars Højer var kun med fokus på tango-landet, men den seneste tur, som chefscouten netop er hjemvendt fra, bød også på en tur Uruguays hovedstad, Montevideo, der ligger en sejltur fra Buenos Aires.

- Denne gang var første gang, jeg var inde i Uruguay og se kampe. Så det er en forholdsvis lille procentdel af tiden, vi har brugt på det. Men det er da en mulighed, i takt med at man lærer den argentinske liga at kende så også at se fodbold nogle andre steder. Det kan være Chile, Colombia, Uruguay, fortæller Lars Højer til tipsbladet.dk.

Læs også: FCKs nye jagtmarker: Derfor Argentina

Alt efter hvilken spiller FCK ønsker, så er der da også råd at hente om, hvor man finder de bedste af netop den slags i Sydamerika. Niveauet i Argentina er højt over hele banen, har Højer fortalt, men de forskellige lande er kendt for at udvikle spillere til forskellige positioner.

- Netværket derovre fortæller, at det er almindelig kendt, at gode midtbanespillere laver man i Argentina. Man laver gode backs og midtstoppere i Uruguay, og man laver gode powerforwards i Colombia. Sådan er det lidt delt op i forhold til, hvordan nogle lande er gode til at uddanne bestemte typer spillere, siger FCK-scouten.

Netværket skal udvides
Når Lars Højer ikke er i Sydamerika for at finde FCK’s næste Dame N’Doye eller Bryan Oviedo bruger han tiden for skærmen derhjemme. Der skal ses fodbold fra hele verden - og i denne tid i særdeleshed fra Argentina og Uruguay.

På den måde er han klædt på til at besigtige og vurdere de mest interessante af emnerne live, når han flyver over Atlanterhavet og mødes med FC Københavns samarbejdspartner, den mexikansk-baserede norske agent Oskar Olsen, og et tætpakket program med masser af fodbold.

Læs også: FCKs nye jagtmarker: Mussis åbner for den næste

- Det handler om at få lavet nogle ophold i Argentina, hvor der også er midtugekampe, så du kan se fodbold hver dag og på den måde få set en masse livefodbold, få lært spillerne at kende, få etableret yderligere kontakter og få lært noget sprog, så man nemmere selv kan navigere rundt og eventuelt selv skabe nogle af de her kontakter, som er så vigtige.

- Det handler primært om at få set kampe fra den næstbedste og bedste række, når jeg er der. Det er noget med, at man kan se en kamp om dagen. 12-13 af holdene i den argentinske liga kommer fra Buenos Aires, så du kan ikke komme på nogle dårlige tidspunkter. I Uruguay er det en endnu større procentdel, der kommer fra Montevideo, siger Lars Højer.