FCM-back: Mange har undervurderet Hobro
Foto: Thomas Borberg / Polfoto
Superliga

FCM-back: Mange har undervurderet Hobro

Jesper Laudridsen, der var med til at spille Hobro i Superligaen, ser frem til igen at spille i de intime rammer på DS Arena, men de tre point skal med hjem til FC Midtjylland.

Bragt i Tipsbladet 24. april
 
Nogle gange er en lejeaftale lige det, der skal til. Sådan var det for eksempel for FC Midtjyllands Jesper Lauridsen, der havde svært ved at få spilletid som backreserve bag Jesper Juelsgård, og derfor tilbragte sidste sæson blandt de næstbedste i Hobro.
 
For det var godt for forsvareren, det var godt for FCM og det var også godt for Hobro, der for første gang rykkede op i Superligaen blandt andet med assistance fra den nu 24-årige venstre back, der var med fra start i 27 kampe. Og på mandag vender Lauridsen så tilbage til sidste sæsons hjemmebane.
 
”Jeg glæder mig rigtig meget, og det bliver godt at se alle gutterne igen. Det har været både sjovt og hyggeligt de første par gange, hvor det selvfølgelig også er gået godt for os. Men det er altid specielt at spille deroppe ved skoven. Jeg kan godt lide, at det er så intimt med tilskuerne tæt på, og så har jeg også haft mange gode oplevelser på det stadion,” fortæller Jesper Lauridsen, der først blev lejet ud til Hobro på transfervinduets sidste dag i sommeren 2014, da det stod klart, at Juelsgård ikke blev solgt, men til gengæld hurtigt faldt til.
 
 ”Det var noget helt andet, end jeg havde været vant til i Midtjylland, men jeg fik rigtig meget ud af det. Der bliver arbejdet hårdt i Hobro, og det fik jeg ind under huden. Vi har så mange muligheder uden for banen i Midtjylland, og det fik jeg virkelig øjnene op for i Hobro, hvor man får meget ud af forholdsvis lidt,” siger backen, der debuterede hjemme mod HB Køge foran godt 1000 tilskuere.
 
 ”Jeg var overrasket over tilskuertallet, men på det tidspunkt var succeshistorien allerede begyndt så småt, og det var en lille kultoplevelse. For tilskuerne var virkelig med i alle situationer, og det føltes helt anderledes end på et større stadion, hvis der ikke er udsolgt. Og så var det fedt at være med til den sæson. Klubben er god til at inddrage spillerne, og man bliver hurtigt en del af den fælles ånd,” husker Jesper Lauridsen, der nu ikke stod med blandede følelser, da den sensationelle oprykning var sikret i Brønshøj, og hele klubben sang om ”Su-Su-Superliga.”
 
”Jeg er jo fra Midtjylland-området, og det har altid været min drøm at slå igennem der. Jeg tog til Hobro for at bevise, at jeg kunne være med i Superligaen, for hvis jeg var faldet igennem der i 1. division, havde jeg heller ikke været god nok til den bedste række. Men selvfølgelig gav jeg alt for at vi skulle rykke op, og det var et år, jeg aldrig glemmer. Det er det bedste år, jeg hidtil har haft som seniorspiller,” siger FCM-backen, der da også stadig skriver lidt med de gamle holdkammerater fra Hobro, som har klaret sig sensationelt godt.
 
 ”Jeg håbede, at de ville redde sig. Jeg er meget overrasket over, at de nu er med i medaljekampen, men måske har modstanderne undervurderet dem og dermed manglet fem procent, og det kan du ikke mod et hold, der er så gode i duelspillet og nærkampene.”
 
Men Midtjylland har ligesom Randers FC hentet fuldt hus mod Hobro - indtil videre med sejre på 5-1 og 3-0, så topholdet har åbenbart ikke manglet noget på procenterne.
 
 ”Nej, men der er også mange interne forbindelser mellem klubberne, så vi har måske været ekstra opsatte på ikke at tabe til dem. Og jeg håber, at det fortsætter på mandag, for det bliver en svær kamp, hvis vi tror, at vi bare kan vinde den. De vil være opsatte på at ændre forløbet af de tidligere kampe, de har selvtillid, og de tror på, at de kan slå os.”
 
 ”Men hvis vi kan lægge et hårdt pres fra start, kan det måske dæmpe dem lidt. Det er i hvert fald vigtigt at få det første mål, for hvis de kommer foran eller holder nullet, er de modbydelige at spille imod, specielt når de sikkert har både gejsten og troen på, at de kan lave et resultat mod os,” siger den tidligere Hobro-back, der nu er fast mand i Midtjylland og dermed fik opfyldt missionen med sidste sæsons lejeaftale. Faktisk har han spillet fuld tid i de 25 hidtidige kampe, så han er noteret for 2250 minutter i en skadesfri sæson efter en overbelastning i læggen kostede 10 dage i sommerens opstart.
 
 ”Lejetiden i Hobro havde skærpet mig, så jeg var klar fra kamp ét mod Brøndby, og det er så fortsat. Det er bare fedt, og det var det, jeg håbede på, da jeg kom tilbage,” siger Jesper Lauridsen.