FCM bekræfter: Sviatchenko forlænger
Illustration
Superliga

FCM bekræfter: Sviatchenko forlænger

Erik Sviatchenko har sat sin underskrift på en ny kontrakt med FC Midtjylland og stridsøksen er nu begravet oven på sommerens ballade om det annullerede skifte til FC København.

Som tipsbladet.dk tidligere på dagen kunne afsløre har FC Midtjylland og Erik Sviatchenko forlænget samarbejdet til sommeren 2017.

- Forlængelsen er et vigtigt signal i forhold til, hvor jeg står. Mit hjerte og mine tanker er stadig i FC Midtjylland. Jeg har fokus på at komme 100 procent tilbage, og der mangler jeg stadig lidt. Forlængelsen gør, at jeg kan fokusere på at komme tilbage, og ikke hvad der skal ske i fremtiden. Jeg har det bedst, når jeg er tilstede i nuet. Det tror jeg alle folk har generelt. Jeg spiller her, og jeg vil hjælpe holdet til en topplacering, siger Erik Sviatchenko.

- Det betyder meget for mig, at der er ro på, og der ikke længere spekuleres i, hvor jeg skal spille, og hvor mine tanker er. Jeg er fokuseret og professionel og vil gøre alt for at hjælpe FC Midtjylland, forklarer den 22-årige forsvarsspiller, der inden sin ankelskade var en af Superligaens største profiler.

Hen over sommeren har der været sagt og skrevet meget om Sviatchenkos mulige skifte til FC København eller udlandet. Det er der taget højde for i kontrakten.

- Vi har lagt en god plan, så jeg kan hjælpe FC Midtjylland, men så jeg samtidig får mulighed for at indfri min ambition om at skifte til udlandet, når tidspunktet er rigtigt, siger Erik Sviatchenko.

Sportsdirektør Claus Steinlein jubler over den nye kontrakt

- Han er topprofessionel og dedikeret, og der er ingen tvivl om, at Erik vil FC Midtjylland. Det mærker vi på ham. Han er en vigtig spiller for os, så vi er glade for at have forlænget aftalen med vores viceanfører, som er en af kulturbærere i klubben, og som har været gennem hele systemet, siger Claus Steinlein.

- Vi vil gerne kvittere for det store stykke arbejde, han har ydet. Han er en af de bedste forsvarsspillere i Superligaen, og han har helt sikkert også potentialet til at blive landsholdsspiller. Vi glæder os over, at Erik nærmer sig sit tidligere niveau, så han igen kan toppræstere for FC Midtjylland.