FCM-boss: Glen måtte ud nu
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

FCM-boss: Glen måtte ud nu

Rasmus Ankersen kunne have valgt at holde på Glen Riddersholm frem til nytår, men mener ikke, at spillerne fortjener dette.

Glen Riddersholm smed torsdag sommerens største bombe i dansk fodbold. Efter guld, rekorder og udsigt til Champions League valgte cheftræneren at sige sin stilling op, da han ikke ønskede at gå på kompromis på en række områder i klubben. Riddersholm har siden afvist, at beslutningen skyldes et nyt job. 

FC Midtjylland-formand Rasmus Ankersen var overrasket over beslutningen, da klubben fredag inviterede til pressemøde. Han kunne have valgt at holde på succestræneren frem til nytår, men mener ikke, at spillertruppen fortjener en træner, der er færdig i klubben på forhånd: 

- Han har jo stående i sin funktionærkontrakt, at han har et halvt års opsigelsesvarsel. Men vi valgte at bryde samarbejdet straks af den simple årsag at spillerne ikke fortjener at blive trænet af en, der ikke vil være i klubben mere, siger Rasmus Ankersen til BT.
 
FCM-formanden understreger dog, at man ikke slutter med et dårligt forhold til Glen Riddersholm:
 
- Selvom hans opsigelse kommer bag os, sker det i god ro og mag. Fra vores side er der ingen bad feelings, udtaler han.
 
Glen Riddersholm har været cheftræner i FC Midtjylland siden 2011, hvor han blev forfremmet fra en rolle som assistenttræner.