FCM-direktør: Ordkrigen mod FCK er en strategi
Foto: Mikkel Tariq Khan/Polfoto
Superliga

FCM-direktør: Ordkrigen mod FCK er en strategi

Når FC Midtjylland i skarpe vendinger kommenterer på drillerier og provokationer fra FC København, er det nøje overvejet og en bevidst strategi

Frem mod forårssæsonen har der været godt gang i provokationerne mellem de to topklubber FC Midtjylland og FC København. Københavnerklubben har stukket til FC Midtjyllands transferstrategi, som man mener går ud over talentudviklingen og har igen og igen været fremme med drillerier omkring sidste sæsons nedtur, hvor midtjyderne efter at have ligget nummer et ved vinterpausen mistede det hele og sluttede som nummer tre. 

FC Midtjylland har ved hver eneste FCK-stikpille enten forsvaret sig eller kastet provokationer i den modsatte retning, og det har været en helt bevidst strategi fra topholdets side. 

Til TV 2 sports magasinprogram 'Mellem Linjerne' fortæller FC Midtjylland sportsdirektør Claus Steinlein, at FC Midtjylland har taget ved lære af Ståle Solbakken og FC Københavns måde at håndtere pressen og via medier sende signaler, der kan lægge pres på andre klubber

- Vi har besluttet rent strategisk, at når Ståle, det var ikke hvis, men når Ståle og FCK de brøler op som løver, så er vi klar til at forsvare os.

- Hvis de brøler op om, at presset er på os, så siger vi, at presset er vel også på en stor klub som FCK, der hvis de ikke vinder det danske mesterskab i år, kun har vundet én gang de sidste fire år. Det er vel også et kæmpe pres, siger Claus Steinlein til programmet.