FCM-indkøb: Jeg var en arrogant type
Foto: FC Midtjylland
Superliga

FCM-indkøb: Jeg var en arrogant type

FC Midtjyllands nyindkøb Vaclav Kadlec havde attitudeproblemer tidligere i karrieren, men han ved nu, at han skal arbejde hårdt for at nå sine mål.

For en dansk Superliga-klub er det et regulært scoop, når klubben er i stand til at gå ud og hente en spiller som Vaclav Kadlec. Tjekken var for år tilbage regnet som et af de største tjekkiske talenter nogensinde, og selv om det tog lidt tid, før han satte spillet på banen sammen, kom han videre til Bundesligaen og Frankfurt. Her startede det godt, men siden faldt det fra hinanden, og derfor slog FCM til, da klubben havde muligheden for at hente den 23-årige landsholdsbobler.

I foråret 2015 var Kadlec udlejet til Sparta Prag, hvor han med ni kasser i 13 kampe viste, at han stadig har en god målnæse. Og at dømme ud fra hans seneste citater, lyder det også til, at modgangen har været med til at skærpe ham, så han forstår, at der ikke er noget, der kommer nemt, og at det ikke er nok at være talentfuld. Således virker han voksen nu. Noget, han ikke altid har været, mens han har været professionel fodboldspiller.

- Jeg var en arrogant type for tre-fire år siden. Men jeg er virkelig kommet godt ned på jorden efter tiden i Frankfurt. Nu er mit hoved renset. Jeg ved, at jeg ikke kommer nogen steder uden at give mit yderste i træningen hver dag, siger tjekken til Ekstra Bladet og forklarer:

- Jeg mistede nok lidt jordforbindelsen i Tjekkiet, fordi jeg blev udskreget til at være fremtidens håb. Jeg var en stjerne ... i dag ved jeg godt, at jeg er god. Men jeg er ikke en stjerne, siger han.

Som tipsbladet.dk kunne fortælle i november har Kadlec fået en aftale frem til sommeren 2019. Det kostede 13,5 millioner kroner at købe Kadlec i Frankfurt, og hans motivation for at skifte er dels FCM's vedvarende interesse samt Kadlec' ønske om at komme med til EM i Frankrig til sommer. Det kræver fast spilletid, og det står Kadlec nu til at få i FCM.