FCM-målscorer: Vi var i fuld kontrol
Foto: Geert Vanden Wijngaert/Polfoto
Superliga

FCM-målscorer: Vi var i fuld kontrol

Daniel Royer, som søndag scorede det første mål i 2-0 sejren over AGF, mener, at FC Midtjylland havde fuld kontrol over kampen.

FC Midtjylland valgte at spare nogle profiler, da de søndag mødte AGF i Superligaen, fordi midtjyderne har haft et tætpakket program med både danske og europæiske kampe. 

Men selvom de ikke stillede i den stærkeste startopstilling, var FC Midtjylland i kontrol gennem hele kampen. Det mener Daniel Royer, som scorede midtjydernes mål til 1-0.

- Det var langt fra vores bedste kamp, for vi kunne godt have skabt flere chancer. Men vi var i fuld kontrol, så på den måde var det en fin kamp, siger Royer til FC Midtjyllands tv-kanal.

Kampen mod AGF var den sidste inden en landskampspause, og dermed kunne FC Midtjylland næsten ikke have sluttet bedre af efter sejre over AGF og Club Brügge i samme uge.

- Det er vigtigt for mig selv og holdet, at vi slutter af på den måde. Det giver en god følelse, at vi ligger i toppen i Superligaen og har gjort det godt i Europa, siger FC Midtjyllands østrigske midtbanespiller.

Her kan du se Daniel Royers mål i kampen mod AGF, som kom efter et vanvittigt langt indkast af Kian Hansen.