FCM opruster med målfarlig svensker
Superliga

FCM opruster med målfarlig svensker

FC Midtjylland har hentet til 17-årige svensker Aziz Essaisi til klubbens akademi.

FC Midtjylland har allerede forstærket førsteholdet med tjekkiske Vaclav Kadlec i dette transfervindue, og nu har de danske mestre også hentet en ny profil til klubbens akademi. Det drejer sig om den 17-årige svensker Aziz Essaisi.

I sidste sæson scorede han 31 mål, og det gjorde ham til den mest scorende spiller i den svenske U17-liga.

- Han er dygtig til at komme til afslutninger og har målscorepotentiale. Han er hovedstødsstærk og god til at fastholde bolden. Og så har han et godt venstreben, mens han skal arbejde med højrebenet og det defensive arbejde, siger Flemming Broe, akademichef i FC Midtjylland, til klubbens hjemmeside.

Den svenske angriber har store forventninger til opholdet i FC Midtjylland og ikke mindst til fremtiden.

- FC Midtjylland har et godt akademi, hvor træningen er god, så jeg forventer at forbedre mig som fodboldspiller, så det på sigt vil føre mig til en endnu større klub. Ambitionen er på sigt at spille for A-holdet i FC Midtjylland, og det langsigtede mål er at spille for Real Madrid. Det er mit favorithold, siger Aziz Essaisi.

Svenskeren bliver en del af U19-holdet i FC Midtjylland.