FCM sejrede sikkert over Hobro
Polfoto: Kenneth Koustrup
Superliga

FCM sejrede sikkert over Hobro

Rilwan Hassan, Martin Pusic og Urena gjorde det onde ved Hobro, der måtte se sig besejret med 3-0 på MCH Arena mandag aften.

Nummer chok, der er rækkens dårligste udebanehold, gæstede her til aften Superligaens næstbedste hjemmebanehold. Det lå ligesom ret tydeligt i kortene, hvem der skulle vinde kampen, hvis man altså kiggede på papiret.

Kampen var da også kun to minutter gammel, da hjemmeholdet bragte sig i front. Et hjørnespark havnede hos Rilwan Hassan, efter Nissen headede den videre til den 25-årige nigerianer, der lavede sit første mål i 11 måneder. 

I det hele taget var det hjemmeholdet, der stod for det hele i indledningen. Efter 29 minutter fik Sisto en mulighed, som Rask imidlertid fik reddet flot. FCM forsøgte at udbygge føringen, men uden held. 1-0 i første halvleg, hvor FCM var klart bedst. 

Anden halvleg var blot seks minutter gammel, da Kadlec lagde et flot indlæg til Martin Pusic, der sikkert fik skubbet bolden over stregen. Park fik 10 minutter senere en stor mulighed, men sydkoreaneren ramte sammenføjningen. Det blev 3-0 til hjemmeholdet efter en skøn kontra. Urena skød udefra, bolden rammer overliggeren og går ind bag Rask i netmaskerne. 

Sejren til hjemmeholdet gør, at man kravler to pladser op i tabellen og ligger på tredjepladsen, mens Hobro fortsat er under stregen. Nu er Ove Pedersens tropper faktisk 11 point efter Esbjerg og overlevelse med 12 kampe igen.