FCM-spiller meldes på vej til Fremad Amager
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FCM-spiller meldes på vej til Fremad Amager

Jonas Gemmer er ejet af FC Midtjylland, men lejet af AC Horsens. Nu meldes han på vej til Fremad Amager.

Midtbanespilleren Jonas Gemmer har i denne sæson været udlejet fra FC Midtjylland til AC Horsens, og han har spillet 22 kampe i den bedste danske fodboldrække - heraf otte fra start. Det er ganske pænt, man stadig ikke helt nok for den 21-årige midtbanespiller, der helst skal spille fast hver weekend for at udvikle sig.

Det er der ikke udsigt til i AC Horsens, og det er der ikke udsigt til i FC Midtjylland, hvor han ellers har kontrakt frem til sommeren 2019. Derfor meldes han nu på vej til 1. divisionsklubben Fremad Amager.

Det er Horsens Folkeblad, der erfarer, at et skifte er tæt på for Jonas Gemmer, og hvis det falder på plads, skal John "Faxe" Jensen i fremtiden forløse midtbanespillerens potentiale. Den gamle EM-helt er som bekendt cheftræner i Fremad Amager, der sluttede sæsonen som nummer 10 i 1. division. 

Jonas Gemmer måtte lade sig udskifte med en skade i søndagens opgør mod Esbjerg fB. Han forventer, at han er klar til matchen mod Vendsyssel FF onsdag.