FCM tæt på kroatisk landsholdsspiller
Superliga

FCM tæt på kroatisk landsholdsspiller

FC Midtjylland kan være tæt på at lande den kroatiske landsholdsspiller og Hajduk Split-anfører Goran Milovic.

FC Midtjylland har hentet store profiler på stribe de seneste par år, og det har klubben også allerede gjort i dette transfervindue, hvor Vaclav Kadlec er kommet til fra Bundesliga-klubben Eintracht Frankfurt. Men her stopper det ikke nødvendigvis for de danske mestre.

Ifølge Vecernji skal FC Midtjylland være tæt på at nå til enighed med Hajduk Split om en pris på i omegnen af 500.000 euro – 3,75 millioner kroner – for den kroatiske forsvarsspiller Goran Milovic, der er anfører i klubben. FCM er dog ikke ene om at trække i kroaten.

Også kinesiske Shanghai SIPG, der har Sven-Göran Eriksson som cheftræner og danske Mads Davidsen som assistent, er interesseret, og de kan tilbyde Goran Milovic en noget større check, end FC Midtjylland er i stand til. Forsvarsspilleren skal i løbet af mandagen bestemme sig for, om han vil til Herning, Shanghai eller blive i Split, hvor han har haft adresse hele karrieren. Først tørnede han ud for RNK Split, inden han i 2012 skiftede til storklubben Hajduk Split.

27-årige Goran Milovic står noteret for en enkelt landskamp for Kroatien. Den spillede han i november sidste år, da han blev skiftet ind i en venskabskamp mod Rusland.