FCM-træner: Nye nigerianere kræver tid

FC Midtjyllands assistenttræner Glen Riddersholm regner med, at klubbens to nye nigerianske spillere skal have en længere tilvænningsperiode, før de er aktuelle til førsteholdet.

Tipsbladet kan i dag fortælle, at FC Midtjylland har skrevet kontrakt med to nye spillere fra klubbens fodboldakademi i Nigeria.

Det drejer sig om to 18-årige offensiv-spillere ved navn Semiu Olaniyi Oladiti og Adebayo Lukman Ajadi, der begge er kommet til FC Midtjylland i sidste måned.

Oladiti og Ajadi er de første spillere, FC Midtjylland henter op fra klubbens akademi FC Ebedei i Nigeria siden 2007, og FC Midtjyllands assistenttræner Glen Riddersholm regner med, at de to første vil være aktuelle for førsteholdet næste år.

- Vi har ikke gjort os de helt store overvejelser omkring dem, fordi de ikke er del af vores trup. Det er en lang proces, de skal igennem, før de skal være med på vores hold. Lige nu er de i trygge hænder på vores akademi, siger Glen Riddersholm til tipsbladet.dk.

- Det er en længerevarende proces. Jeg vil sige minimum et halvt år. Alt før det er en bonus. Nu skal de akklimatiseres, og så skal de på et tidspunkt til at snuse til førsteholdets træninger. Så får vi se, hvornår og om de aktuelle. Nu skal de først vænne sig til kulturen og sproget. Det er nærmest som at komme til en anden planet for dem, siger Glen Riddersholm.

Læs også: FCM henter to 18-årige i Nigeria

Da Tipsbladet mødte de to nye FCM-spillere, var den ældste af FC Midtjyllands nigerianske spillere Taofeek Salami også til stede. Ifølge Glen Riddersholm er det meget naturligt, at Salami og andre af de nigerianske spillere tager sig af de nye spillere, ikke mindst af Adebayo Lukman, der først kom til Danmark i sidste uge.

- Det betyder meget, at vi har erfarne spillere som Salami og Izunna, der kan tage lidt ansvar for dem. Det er helt naturligt, at nigerianerne tager sig af de nye, ligesom at danske spillere vil tage sig af danskere, der skifter til deres klub i udlandet, siger Glen Riddersholm.

Semiu Oladiti og Adebayo Lukman er de første spillere, der kommer til FC Midtjylland fra FC Ebedei siden 2007, hvor Izunna Uzochukwu, Sylvester Igboun og Rilwan Hassan var de sidste, der tog springet fra Nigeria til Danmark som 16-17-årige, før FIFA lukkede ned for FCM's mulighed for at hente u-18 spillere i Afrika.



Få Tipsbladet gratis tre fredage i træk. Bestil her!
 

Seneste fra danskfodbold.com

Afstemning

Hvem er vinterens bedste Superliga-signing?:

Seneste nyt på tipsbladet.dk