FCM-træner: Tror på OB i toppen
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

FCM-træner: Tror på OB i toppen

FC Midtjylland-træner Jess Thorup tror på, at OB kommer til at blande sig i toppen i denne sæson.

Fredag venter et tidligt topopgør i Alka Superligaen. FC Midtjylland tager imod OB, og det er et opgør, som de to mandskaber går ind til med en fremragende start i bagagen. FC Midtjylland og OB er nemlig de eneste hold i ligaen, der står med seks points efter de to første kampe. 

Af samme grund er der lagt op til et vanskeligt opgør for de danske mestre. Det understreger FCM-træner Jess Thorup, der har stor respekt for fynboerne: 

- OB har fået en fantastisk start. De har lavet et par gode indkøb og fået en rigtig dygtig træner, som har skabt gode resultater i Aalborg, og jeg er ikke i tvivl om, at vi vil se OB blande sig i toppen af Alka Superligaen, siger Jess Thorup til klubbens hjemmeside og fortsætter: 
 
- Der venter os helt sikkert en svær kamp, men det er altid spændende at spille store kampe. Vi har lige spillet en kamp i Champions League, og nu skal vi spille topkamp i Alka Superligaen, og det ser vi frem til, udtaler cheftræneren.
 
Der er kampstart klokken 20:30 i Herning fredag aften.