FCM's U19-træner om guldsæson: Bredden er forskellen
Foto: Polfoto
Superliga

FCM's U19-træner om guldsæson: Bredden er forskellen

FCM's U19-hold viste lørdag eftermiddag, at fødekæden i Midtjylland er på plads, da de slog FCN med 3-1. Cheftræneren forklarer guldet med en stor bredde i truppen.

FC Midtjylland kunne tidligere på lørdagen tage sæsonens andet mesterskab. Efter førsteholdet havde gjort det torsdag i Superligaen var det U19-holdets tur til at gøre dem kunststykket efter, da de slog de nærmeste konkurrenter i rækken FC Nordsjælland med 3-1.

Holdets cheftræner Kenneth Andersen forklarer på klubbens officielle hjemmeside, at guldet kom på plads efter en meget målrettet indsats.

- Vi har virkelig holdt vores ’standard of performance’ som vi skrev ned sammen inden sæsonen. Selvom vi har haft et ambitiøst mål, så har vi kun fokuseret på næste kamp, og det betyder altså, at vi har hentet rigtig mange point over hele sæsonen, siger Kenneth Andersen.

Derudover har der været særligt én ting i truppen, som har adskilt FCM fra resten i U19 Ligaen.

- Samtidig skal der lyde stor ros til hele truppen, som har vist sig meget bred. Selv når vi har skiftet ud, så har vi haft høj kvalitet hele vejen rundt, og det er alle mands fortjeneste. Det er også et område, hvor vi har skilt os ud fra konkurrenterne.

Det var på scoringer af Gloire Rutikanga på straffe, Razak Adebayo Odeyemi og Babajide David, der sikrede sejren mod FC Nordsjælland. Dermed er de nu 11 point foran FCN og kan ikke hentes med to kampe tilbage.