FCN-anfører på krykker: Misser sæsonstarten
Superliga

FCN-anfører på krykker: Misser sæsonstarten

Patrick Mtiliga har pådraget sig en ankelskade og misser starten af forårssæsonen.

FC Nordsjælland må undvære anfører Patrick Mtiliga, når sæsonen går i gang. Det måtte Farum-klubben sådan set under alle omstændigheder, da venstrebacken afsoner karantæne i de to første spillerunder, men nu har han også pådraget sig en ankelskade.

FCN skriver på klubbens hjemmeside, at Patrick Mtiliga måtte udgå af en intern kamp i lørdags, og han har nu fået konstateret en bruskskade i anklen. Det betyder, at han skal gå med krykker de næste fire uger, inden der venter en genoptræningsperiode.

- Det kan ikke være mere ærgerligt. Jeg havde en super motivation for at være en del af det nye projekt. Jeg støder til træningslejren i Tyrkiet og skal selvfølgelig være med til at hjælpe drengene så godt jeg kan udenfor banen, så vi er helt klar til at angribe forårets kampe. Og jeg skal bare tilbage så hurtigt som muligt, siger Mtiliga til fcn.dk.

Den tidligere landsholdsspiller var med i 16 af 18 Superliga-kampe for FC Nordsjælland i efteråret.