Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-anfører ramt af ny skade

FC Nordsjællands Patrick Mtiliga misser op mod to måneder på grund af en ledbåndsskade.

Den rutinerede back Patrick Mtiliga har siddet ude i stort set hele 2016 med en skade. Kun én gang har han spillet for FCN i dette efterår, og nu kommer der heller ikke nye kampe foreløbig.

Patrick Mtiliga er nemlig blevet ramt af en ledbåndsskade i det ene knæ, og den skade holder ham ude i seks til otte uger, skriver klubbens hjemmeside.

- De undersøgelser, vi har foretaget, har vist et forstrukket ledbånd, og det betyder, at der venter en pause på seks-otte uger. Det bliver hårdt arbejde for Patrick at kæmpe sig tilbage igen, han har lige taget turen en gang, så han ved, hvad der skal til for at blive klar, siger fysioterapeut Jacob Penalver.

FC Nordsjælland-anføreren var slet ikke i aktion i foråret, fordi han var blevet ramt af en skade i anklen. Nu venter så altså en ny pause for den tidligere danske landsholdsspiller.