FCN: Kan ikke få Nordstrand nu

Morten Nordstrand kommer til FC Nordsjælland til sommer. Farum-klubben har mere eller mindre opgivet at få angriberen fri af FCK nu.

FC Københavns nærmeste konkurrent til mesterskabet er FC Nordsjælland, der netop har offentliggjort, at de har skrevet kontrakt med Morten Nordstrand. Kontrakten træder i kraft den 1. juli 2012 og løber i to-et-halvt år.

FC Nordsjælland vil gerne have Morten Nordstrand til klubben nu, men indtil videre har FCK ikke været interesseret i at slippe Nordstrand før tid.

- Vi tænker altid langsigtet, og derfor er det rart allerede nu, at have en topspiller klar til næste sæson. Det havde da været herligt, hvis Nordstrand var kommet nu, men det har ikke været på noget tidspunkt været vores indtryk, at det kunne lade sig gøre i dette transfervindue i forhold til hans nuværende arbejdsgiver, siger sportschef Jan Laursen til klubbens hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Nordstrand til FCN til sommer

Morten Nordstrand glæder sig til igen at kunne trække FC Nordsjælland-trøjen over hovedet, som han gjorde det i foråret 2011 og i sæsonen 2006/2007, inden han blev solgt til FCK.

- Jeg har truffet mit valg i forhold til min fremtid, og der var flere grunde til, at den ligger hos FC Nordsjælland. En ting er, at jeg naturligvis søger spilletid, men i FCN er der er et trænerteam som kender mig rigtig godt og omvendt. Spillestilen i klubben tiltaler mig også meget, og så betyder det selvfølgelig noget, at jeg har haft gode tider i klubben før. Jeg vil gerne være en del af den klub igen, fordi den bevæger sig i den rigtige retning. FC Nordsjælland har længe været inde i en rigtig god udvikling, og det vil jeg meget gerne være en del af, og gøre mit for, kan fortsætte, siger Morten Nordstrand.

FC København har kun brugt Morten Nordstrand fra start i fem Superliga-kampe i efterårssæsonen. Han har fået i alt 14 optrædender i Superligaen i denne sæson. Han har scoret tre mål.

Seneste nyt på tipsbladet.dk