FCN-keeper om nyt midterforsvar: Kommunikation bliver vigtig
Foto: Christer Holte/Polfoto
Superliga

FCN-keeper om nyt midterforsvar: Kommunikation bliver vigtig

David Jensen er helt tryg ved det nye unge midterforsvar i FC Nordsjælland i Pascal Gregor og Andreas Maxsø, som han har store forventninger til.

FC Nordsjælland har i vintertransfervinduet sagt farvel til Ivan Runje, der er lejet ud til cypriotisk fodbold, og det efterlader klubben med de to unge midterforsvarere, Pascal Gregor og Andreas Maxsø.

David Jensen spiller lige bag de to forsvarsspillere, og han forventer sig gode ting fra de to talentfulde spillere.

- Mine forventninger er selvfølgelig store. Nu er det dem, der skal spille og vise, at det er deres pladser. De har haft en god opstart, og jeg har altid været tryg ved dem og hele firebackkæden. Det var absolut ikke deres skyld, at vi gik ned mod Randers, så jeg synes bestemt ikke, at man kan klandre dem for nederlaget. Slet ikke, siger David Jensen til tipsbladet.dk.

Målmanden ved godt, at der nu er brug for mere samtale i forsvaret med de to forsvarsspillere, der samlet set har spillet 84 kampe i Superligaen.

- De to fyre i forsvaret er ikke nogen, der snakker så meget. Men det har jeg været vant, og jeg snakker meget uanset hvad. Men kommunikationen bliver vigtig nu, og de skal også lære, at nu bliver det alvor. De skal tage mere ansvar, og det må jeg prøve at gøre mit til, siger David Jensen videre.

Andreas Maxsø har fået fuld spilletid i de to første kampe i foråret, mens Pascal Gregor fik 56 minutter på banen i forårets første kamp mod Randers FC. Han var i karantæne mod Hobro IK lørdag.