FCN-komet vil til OL
Foto: Petr David Josek/Polfoto
Superliga

FCN-komet vil til OL

Andreas Maxsø håber på at få en plads på det U/21-landshold, der drager til OL næste sommer.

For enhver atlet er OL en af de begivenheder, der for alvor skaber drømme og ambitioner. Tidligere har dansk fodbold dog ikke for alvor været repræsenteret ved legene, men næste år bliver det anderledes når OL i Rio sættes i gang. Her sikrede det danske U/21-landshold sig nemlig en plads via semifinalen ved sommerens slutrunde. 

Her er håbene allerede mange for at komme med. Især i FC Nordsjælland er der ambitioner om deltagelse, hvor man har en ung spillertrup med flere kandidater. En af dem er 21-årige Andreas Maxsø, der allerede har vist fine kvaliteter i Alka Superligaen. 

Nu håber FCN-kometen på, at god form kan bringe ham til Brasilien næste sommer: 

- Når man følger sådan en slutrunde, kan man for alvor se, hvor stor en ting, det er at deltage. Det vil man selvfølgelig også gerne prøve at opleve. Det var fedt at se al den fokus, der kom på hele holdet, men det var også rigtig gode spillere med i år, siger Andreas Maxsø til klubbens hjemmeside og fortsætter: 
 
- Jeg håber naturligvis på en plads på det kommende U/21-landshold. En EM-slutrunde kunne være fantastisk, og det kunne være en super fed oplevelse at komme til OL. Den olympiske fodboldturnering har måske tidligere været lidt undervurderet, fordi det er en U/23 turnering, men med Danmark som deltager bliver det helt anderledes herhjemme, vurderer FCN-spilleren.
 
OL i Rio starter den 5. august 2016, og slutter den 21. august.