FCN-målscorer: Kan bedst lide at spille 8'er
Foto: Jan Sommer/Polfoto
Superliga

FCN-målscorer: Kan bedst lide at spille 8'er

Emiliano Marcondes lavede et mål og var tæt på at lave to mod Brøndby. Men det foregik på en lidt uvant plads, understreger han.

FC Nordsjælland fik ikke point med fra Brøndby torsdag aften, men det startede ellers lovende for Farum-klubben, der bragte sig foran allerede efter to minutter ved Emiliano Marcondes. Senere scorede hjemmeholdet tre mål, og dermed endte det med en sikker sejr til Brøndby.

Alligevel tager FC Nordsjællands målscorer de positive briller på efter nederlaget i Brøndby.

- Vi er et ungt mandskab, så vi kan lære meget af en oplevelse som den her. Det var et hårdt niveau, og det skal vi lære af. Vi skal hele tiden holde fokus på næste kamp og ikke lade os gå på af de her nederlag, for så kan vi hurtigt komme ind i en ond stime, siger Emiliano Marcondes. 

Unge Marcondes huserede som midterste angriber i opgøret, og det er en uvant plads for FCN-talentet.

- Jeg spillede som 9'er, og det er lidt nyt for mig. Og så var der pres fra tilskuere og to store midterforsvarere. Jeg synes, det gik okay. Jeg prøvede det også en del i sidste sæson. Jeg synes, jeg er blevet mere sikker i mit spil, men jeg kan bedst lide at spille 8'eren. Der får jeg bolden mere, og det kan jeg godt lide, lyder det fra FCN-spilleren.

FC Nordsjælland er på ottendepladsen i Superligaen.