FCN-spiller skifter til italiensk fodbold

Foto: Scanpix
FC Nordsjællands 23-årige midtbanespiller, Matti Lund Nielsen, skifter til den italienske Serie B-klub Pescara.

Fra d. 1. januar har Kasper Hjulmand ikke midtbanespilleren Matti Lund Nielsen til rådighed længere. Superligaens nummer to har nemlig valgt at sælge den 23-årige spiller til den italienske Serie B-klub Pescara, som har givet danskeren en kontrakt, der løber frem til sommeren 2014.

- Chancen var der, og så er det med at slå til. Matti kom hertil for at få noget spilletid og rutine, men ville gerne videre og det er han kommet. Så det er en rigtig god julehistorie, siger FC Nordsjællands sportschef, Jan Laursen til sporten.tv2.dk.

Ud over at klubben får en endnu ukendt transfersum for Matti Lund Nielsen, så åbner salget af spilleren også op for, at FC Nordsjællands ungdomsspillere nu får chancen for at deltage i den populære Viareggio Cup, som Simon Kjær blandt andet udnyttede til at blive spottet af Palermo.

Turneringen løber af stablen fra d. 6. til 20. februar.

Seneste nyt på tipsbladet.dk