FCN-træner ikke tilfreds med testen mod AGF: Meget at forbedre
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

FCN-træner ikke tilfreds med testen mod AGF: Meget at forbedre

Olafur Kristjansson kunne finde mange ting, som FCN skal skal forbedre inden Superligaen starter op igen om to uger.

FC Nordsjælland spillede tidligere torsdag uafgjort 2-2 mod nyoprykkerne fra AGF. Det var en kamp, hvor FCN var foran med 2-0 allerede efter en halv time, men alligevel endte med 2-2 efter et flot AGF-comeback.

FC Nordsjællands træner Olafur Kristjansson var efter kampen slet ikke tilfreds med, hvordan det var gået. Det siger han på FCN's hjemmeside.

- Jeg synes, der var en meget urolig kamp, og vores presspil fungerede ikke godt nok. Der er en del at forbedre. Alligevel havde vi mulighederne for at lukke kampen i 1. halvleg, hvor vi udover målene havde et par meget store chancer, siger FCN-træneren.

Særligt det, at man lod AGF komme ind i kampen igen gik Kristjansson på efterfølgende.

- Vi skal lære at lukke den slags kampe og kende vores besøgelsestid. Det har været et tema før og er det åbenbart stadig. Men der var også meget, der pegede i OK retning med et meget ungt hold, og det positive var, at vi fik alle i spil og undgik skader, siger Ólafur Kristjánsson.

FCN's kamp mod Aarhus-klubben var desuden den sidste inden Farum-klubben tager på træningslejr i Holland i næste uge.