FCN: Vi afviste Adu, ikke omvendt
Illustration
Superliga

FCN: Vi afviste Adu, ikke omvendt

FC Nordsjælland var ikke interesseret i Enoch Kofi Adu, der i går blev præsenteret i Malmö FF. Det var Adu selv, der var interesseret i at komme tilbage.

Enoch Kofi Adu blev i går præsenteret som ny Malmö FF-spiller, efter han den seneste tid er blevet sat i forbindelse med både FC København og FC Nordsjælland. FCK's tekniske direktør Johan Lange afviste i wekeenden overfor tipsbladet.dk, at de på noget tidspunkt har spurgt på Adu.

Nu gør FC Nordsjælland det klart, at de heller ikke har været med i kampen om midtbanemanden. Det er Adu, der har kæmpet for at komme til FC Nordsjælland.

- Adu har ikke afvist FCN, fordi vi har ikke været interesseret i ham, da vi har mange og gode spillere til netop den position, men Adu har flere gange selv spurgt og det samme har hans agent, om han ikke måtte komme tilbage til FCN, siger Allan K. Pedersen i en e-mail til tipsbladet.dk.

Der er i øvrigt opstået tvivl om Adus skifte til Malmö FF, da Stabæk-boss Inge André Olsen i dag har udtrykt undren over Malmös handel for Adu, fordi Stabæk har en forkøbsret på ham, der gælder frem til den 15. juli. Adu spiller for tiden i netop Stabæk på en lejeaftale.