FCV-chef: De forkerte spillere kan ikke se muligheden
Foto: Mik Eskestad/Polfoto
Superliga

FCV-chef: De forkerte spillere kan ikke se muligheden

Sportschef Jacob "Gaxe" Gregersen jagter nye spillere men oplever, at flere skeler til klubbens placering under nedrykningsstregen.

FC Vestsjælland har et klart mål om at forstærke sig med mindst tre spillere inden vintertransfervinduet lukker 2. februar. Onsdag hentede klubben islandske Eggert Jónsson, der skal tage kampen op på den centrale midtbane som skraldemanden.

Der resterer kun 10 dage af transfervinduet, men det til trods, tager sportschef Jacob "Gaxe" Gregersen situationen med ro. Han arbejder fortsat på nye tilgange og har en tro på, at det lader sig gøre at få på plads i tide.

En af udfordringerne i arbejdet med at hente spillere er klubbens placering fire point under nedrykningsstregen, men der er ingen klynkeri fra sportschefen.

-Jeg klager ikke over situationen. Den er som den er, og det er fint nok. Det kan vi ikke ændre på. Det er klart, at nogle spillere fokuserer på, vi ligger under stregen, men så vil jeg tillade mig at sige, at det ikke er de rigtige folk. Så kan de ikke se mulighederne, siger Jacob " Gaxe" Gregersen til Sjællandske Medier.

Mens han afsøger markedet for mulige tilgange afventer han også svar omkring angriberen Joël Tshibamba, der er blevet bedt om at finde sig en ny klub. Kontrakten i FC Vestsjælland udløber til sommer, og der er hverken udsigt til spilletid i foråret eller en ny kontrakt. 

Angriberen har været i Malaysia for at sælge sig selv, men endnu er der ikke kommet svar fra den asiatiske klub i forhold til interessen i angriberen.