
Martin Albrechtsens kontrakt med FC Midtjylland udløber til sommer, og han er så småt begyndt at sondere terrænnet, selvom han regner med at blive i FCM til kontraktudløb.
For nylig gik der et rygte om, at Albrechtsen kunne være på vej til 1. divisionsklubben FC Vestsjælland, primært for at komme tættere på sin familie, da kæresten og børnene bor i København.
Men er du ikke alt for god til at spille for FC Vestsjælland?
- Jo. Nu er det så også første gang, at jeg har hørt det rygte, og det er overhovedet ikke noget, jeg ville være interesseret i. Jeg vil til en Superligaklub, eller hvis det endelig skulle være en 1. divisionsklub så skulle det være en, der står til at rykke op i Superligaen med det samme, siger Martin Albrechtsen til tipsbladet.dk.
Den tidligere forsvarer for så store klubber som FC København, West Bromwich, og Derby undrer sig over, hvordan rygtet om FC Vestsjælland kan være opstået, men har så selv et muligt bud.
- Min lillebror Jacob var til prøvetræning i Vestsjælland for nylig, så jeg ved ikke, om det er ham og mig, som nogen har fået blandet sammen, og en fjer så er blevet til fem høns.
Albrechtsen kom til FC Midtjylland i sommeren 2009, men regner med at forlade FC Midtjylland til sommer, da han ikke har fået noget nyt kontraktudspil.