Video : Tipsbladet
Superliga

Finsk succeskeeper: Jeg er AC Horsens meget taknemmelig

Den finske målmand Jesse Joronen har taget Superligaen og AC Horsens med storm. Selv er han glad og taknemmelig for, at han har fået chancen.

Der var ikke mange, der havde hørt om Jesse Joronen, da AC Horsens i starten af juli præsenterede finnen som ny keeper. Her to måneder senere kan man dog ikke undgå at vide, hvem Jesse Joronen er, hvis man bare har set en smule Superliga-fodbold.

Den tidligere Fulham-keeper har stået forrygende for AC Horsens, og han har en stor aktie i, at klubben indtil videre har spillet med i toppen af dansk fodbold. Målmanden lægger heller ikke skjul på, at han nyder tilværelsen i Horsens.

- Det har været fantastisk, og jeg synes, det er gået rigtig godt inde på banen. Det har været et stort privilegium at komme til AC Horsens og få mulighed for at spille hver eneste weekend. Jeg er meget taknemmelig for, at klubben har givet mig den her chance, siger Jesse Joronen til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Vi fokuserer ikke så meget på, hvordan tabellen ser ud. Vi fokuserer på det simple, og det er hele tiden den næste kamp. Jeg tror også, det er en af grundene til, at det er gået så godt for os indtil videre i denne sæson.

Jesse Joronen har høstet roser i alle avisspalter for sine første ni kampe som AC Horsens-keeper, og finnen har bemærket de mange skulderklap, men han maner samtidig til besindighed.

- Det er meget smigrende, men faktum er også, at jeg ikke har opnået noget som helst indtil videre. Det samme kan man sige om holdet. Det er for tidligt at konkludere noget som helst, og det gælder også om min egen præstation, men jeg er selvfølgelig glad for at høre, at folk synes, jeg har gjort det godt. Det skal jeg sørge for at blive ved med, siger målmanden, der vil blive ved med at bygge på:

- Jeg er aldrig helt tilfreds med min præstation. Der er altid noget, jeg kan gøre bedre og ting, jeg skal arbejde på. Det er vigtigt aldrig at stille sig tilfreds.

24-årige Jesse Joronen skiftede til Fulham FC allerede som 19-årig, og han nåede fire kampe for klubbens bedste mandskab. Finnen nåede dog aldrig at få et egentligt gennembrud i London, og undervejs var han udlejet hele fem gange.

Alligevel ser han tilbage på opholdet i Fulham med stor tilfredshed.

- Jeg lærte alt i Fulham. Jeg var i klubben i otte år og har mange gode minder med fra England med min debut i Championship som en af de største. Det var også en turbulent tid med mange forskellige trænere, men sådan er det. Jeg lærte at blive professionel fodboldspiller i Fulham, og det er jeg meget taknemmelig for, lyder det fra målmanden.

Hans kontrakt med Fulham udløb i sommer, og han skulle ikke tænke længe over tilbuddet fra AC Horsens.

- Tiden var inde til et klubskifte. Jeg ønskede at spille fast hver weekend, og da jeg snakkede med Bo Henriksen, gjorde han det klart, at det kunne han tilbyde mig. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg gerne ville til AC Horsens, slutter Jesse Joronen.

I weekenden bekræftede AC Horsens over for TV3 Sport, at Brøndby IF rettede henvendelse om Jesse Joronen på sidstedagen af sommerens transfervindue - læs målmandens reaktion på det her.