Video : Tipsbladet
Superliga

Fire Brøndby-fans sigtet for vold mod politiet efter nederlag i Aarhus

Tumult mellem en gruppe Brøndby-fans og politiet efter søndagens 2-0-nederlag til AGF har resulteret i fire sager om vold mod tjenestemand. Også tre AGF-fans blev sigtet i en anden sammenhæng.

Der var usædvanligt mange Brøndby-fans på Ceres Park søndag aften, efter AGF havde udvidet udebaneafsnittet. Derudover kom der mere end 12.000 tilskuere i alt, så Superliga-rundens mest profilerede kamp løb af stabelen med en flot kulisse.

Helt så positivt var det ikke efter 2-0-sejren til AGF, da en gruppe hoverende lokale råbte "god tur hjem" mod en bus fyldt med Brøndby-fans. Det fik sidstnævnte til at storme ud af bussen, og politiet måtte lægge sig imellem og undervejs trække stavene.

Sammenstødet har efterfølgende indkasseret fire Brøndby-fans en sag for vold mod tjenestemand. Det oplyser Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

- En politibetjent ramt af knytnæveslag, ligesom der blev anvendt peberspray mod politiet. Der blev i alt registeret fire sager om vold mod tjenestemand (paragraf 119-sager) begået af Brøndby-fans, hhv. 1 for brug af peberspray, 1 for knytnæveslag, 1 for at gribe fat i en betjent og 1 for skub og trusler mod betjent. Disse sager efterforskes nu af politiet, skriver politiet.

Derudover blev én Brøndby-fan sigtet for at bære maskering, mens tre AGF'ere blev "anholdt og sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger", som det hedder i døgnrapporten.

Med kampens resultat fik AGF sæsonens anden sejr, hvilket flyttede holdet op på tiendepladsen. Brøndby ligger nummer fem.