Fisker: Vi skal revanchere FCM-nederlag
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Polfoto
Superliga

Fisker: Vi skal revanchere FCM-nederlag

Randers FC har fundet humøret frem igen efter 3-0 sejren over FC København søndag. Nu vil Randers have hævn for to nederlag til FC Midtjylland.

FC Midtjylland styrer mod det danske mesterskab, og på hjemmebanen i Herning har klubben været usårlig. 13 hjemmekampe har givet 13 sejre, og nu venter så en hjemmekamp mandag mod Randers FC. FCM kan med en sejr tage sin 14. hjemmesejr i træk og tage rekorden, som FCM lige nu deler med FC København.

Modstanderen fra Randers FC har dog ikke tænkt sig bare at agere statister i FC Midtjyllands show, og klubben går ind for at få personligt hævn for to nederlag til FCM tidligere i sæsonen.

- En sejr over FC København er virkelig noget, vi kan tage med videre til udekampen mod FC Midtjylland. Vi har spillet to gange mod FC Midtjylland i sæsonen, og selv om vi har tabt begge kampe, har vi spillet godt mod dem. Da vi mødte dem i Herning, var vi foran 1-0 ved pausen og tabte med 3-1. Da vi møder dem på hjemmebanen, synes jeg, vi er bedst, og misbruger chancer, siger Kasper Fisker til tipsbladet.dk og fortæller videre:

- Så jeg er overbevist om, at vi kan slå dem. Men vi skal være sindssygt skarpe, for det er FC Midtjylland. De er effektive. Vi skulle have vundet vores to tidligere møder med Midtjylland, så vi trænger til en sejr mod dem. Vi skal revanchere os.

Kasper Fisker peger på, at 3-0 sejren over FC København kan være med til at give Randers-offensiven den ballast, der er brug for, forud for et møde med FCM.

- Det er jo altid fedt at score mål, og vores midtbane må godt score flere mål. Vi midtbanespillere måler mere kampene på, hvordan vi skaber dem. Men for angriberne var FCK-kampen perfekt. Ishak scorer to gange, og Brock-Madsen kommer ind og får scoret. De måler jo kampene på mål, og det kan blive vigtigt før FCM-kampen, at de har scoret, siger Kasper Fisker.

Randers FC har brug for point, for klubben kæmper lige nu med Brøndby om den tredjeplads, der giver bronzemedaljer og europæisk deltagelse. De to klubber har begge 41 point.