Før AGF: Sejrsmålet der aldrig kom til at tælle
Foto: Jan Christensen / Getty Images
Superliga

Før AGF: Sejrsmålet der aldrig kom til at tælle

Martin Mikkelsen har en gang været med til at sænke AGF i Superligaen - nu ser han frem til et nyt forsøg fredag aften.

Bragt i Tipsbladet 21. juli 
De havde brug for pointene i Hobro dengang i september 2015. I den svære sæson to som Superliga-klub havde holdet tabt tre kampe i træk, så da Martin Mikkelsen i kampen mod AGF pludselig var fri foran mål kort før tid, vidste han godt, at det var en vigtig chance. Bolden lå til det kolde højreben, men alligevel trillede han bolden forbi Steffen Rasmussen til 2-1. Hobro-folkene jublede i bunker, inde på banen, ude på bænken, og Martin Mikkelsen havde scoret sejrsmålet mod den klub, hvor han selv havde spillet i ungdomsårene, og hvor hans far Torben havde spillet 263 førsteholdskampe.

”Det var i en periode, hvor vi har skidt kørende. Jeg havde følt mig i mit livs form, da vi startede sæsonen, og vi startede godt, men så løb vi ind i noget modgang, der kom en masse nye spillere, og jeg røg ud på bænken. Jeg var ret ramt på det tidspunkt, og jeg syntes, det hele var træls. Så kom jeg ind mod AGF, og det var en svær kamp, hvor jeg var lidt nervøs. Jeg havde ikke så meget selvtillid. Jeg havde scoret to gange for Hobro, begge mål i samme kamp, ellers var det flere år siden, jeg havde scoret mål. Jeg scorer aldrig. Og så, ud af det blå, kom den chance,” fortæller Martin Mikkelsen.

”Den lå til højrebenet, og jeg tænkte: ”Hold da op, du er fri. Nu prøver du – du skal bare ikke se dum ud.” Og så sad den der. Når man ser den på video, ligner det en genial afslutning. Det tog et par sekunder, før det gik op for mig, hvad der var sket. Kæft, det var en vigtig sejr, og at blive matchvinder i en Superliga-kamp havde jeg aldrig troet skulle ske for mig. Det var helt uvirkeligt,” siger Martin Mikkelsen om målet, som han stadig husker tydeligt.

”Det føles faktisk som om, det er meget længe siden. Vi har været meget igennem i Hobro siden. Men jeg mindes det stadig som en super oplevelse. Stemningen og følelsen glemmer jeg ikke. Det var en stor aften – egentlig det største øjeblik i min karriere, tror jeg. Det er det stadigvæk, selv om det ikke står i statistikken længere.”

Det er jo lige det. For Hobros 2-1-sejr fik ikke lov til at tælle i tabellen, eftersom Hobro endnu ikke havde overtaget nyindkøbet Adama Tambouras spillercertifikat fra Randers FC.

Derfor endte de tre point i Århus i en langvarig sag, der kom til at præge det meste af Hobros sæson. Martin Mikkelsen og holdkammeraterne rykkede ned, men ærgrelsen over de tabte point – og det tabte sejrsmål – er for længst væk.

”Det er ikke noget, jeg tænker over mere. Vi fik det aldrig til at fungere i den sæson, så jeg tror ikke, det havde gjort nogen forskel,” siger Hobro-spilleren.

Og nu er Hobro tilbage i Superligaen og oven i købet kommet godt fra start. I åbningsrunden blev det til en 2-1-sejr over medroprykkerne fra FC Helsingør, og Martin Mikkelsen scorede. Målet til 1-1 var hans første siden det famøse sejrsmål mod AGF, som er Hobros næste modstander – fredag 19.00 på Ceres Park.

”Jeg tror sjældent, jeg har glædet mig så meget til en kamp. I den første kamp var vi faktisk favoritter, og det lugtede ikke rigtigt af Superliga. Første halvleg mindede lidt om en sommerkamp, for vi mødte vores kolleger fra 1. division. Så det er først, når vi står på Århus Stadion, at det rigtigt går op for os, at vi er rykket op. Det bliver stort. Og vi vandt den første og er kommet på tavlen, mens AGF er presset. Det er vildt sjovt for os, hvis vi kan drille dem. Og så fredag aften i Århus... Jamen, det bliver stort, det glæder jeg mig vildt meget til.”

Køb Tipsbladet fredag - sammen med Ekstra Bladet