Første kamp siden august: FCM-nigerianer er lykkelig
2016-02-19 11:10
Foto: Gregers Tycho

Rilwan Hassan brækkede i august benet. Torsdag aften var han så tilbage på banen - og det med en sejr over Manchester United.

FC Midtjylland fik et strålende resultat torsdag aften, hvor det danske mandskab vandt med 2-1 hjemme over Manchester United på mål af Pione Sisto og Paul Onuachu. Torsdag venter så en returkamp i Manchester, men først skal sejren også nydes lidt.

Det er selvfølgelig altid stort at vinde - og især over en klub som Manchester United - men for en spiller som Rilwan Hassan var det en lidt ekstra speciel fornemmelse at besejre 'De Røde Djævle'.

Hassan brækkede i august sit ene ben, og han har derfor ikke været i aktion siden for FC Midtjylland. Comebacket kom torsdag.

- Det var fantastisk. Jeg har det lige nu som en lille dreng igen, siger Rilwan Hassan til tipsbladet.dk og forklarer:

- Og så får vi en sejr mod Manchester United. Det var meget, meget specielt, når jeg har været skadet så længe. Også at jeg fik lov til at starte.

Hassan startede på en lidt uvant position som den offensive midtbanespiller, hvor han af natur er kantspiller. Hassan var bare glad for at spille, og han var glad for at bidrage. Således fortæller han, at han også forsøgte at tage ansvar på banen, fordi rutinerede folk og ledere som Erik Sviatchenko, Morten 'Duncan' Rasmussen og Jakob Poulsen ikke var med.

- Vi har et godt hold, så jeg var ikke overrasket. Selv er jeg også ved at være en af de ældste, så min opgave på banen er også at sikre, at folk gør tingene korrekt. Jeg er virkelig glad for at se, at alle kæmpede og gjorde deres arbejde. Det vandt kampen for os, siger Rilwan Hassan.

Hassan har kontraktudløb til sommer og har tidligere fortalt, at han ikke tager en beslutning om fremtiden på nuværende tidspunkt.

SENESTE NYT...

AFSTEMNING

Hvilket dansk hold klarer sig bedst i Europa League-kvalifikationen?

SUPERLIGA-VIDEO