Fokus på pokalen: Randers har revanche til gode
Superliga

Fokus på pokalen: Randers har revanche til gode

Kasper Fisker og Randers FC har fået en skuffende start på foråret i Superligaen, men der er fortsat meget at spille for - blandt andet i DBU Pokalen.

Først smed de to point i dommerens tillægstid mod SønderjyskE, og søndag var en bleg præstation mod Esbjerg fB ikke nok til point. To kampe og et point er indtil videre det, Randers FC har hentet i foråret.

Syv point har Randers FC nu op til top tre, og så det kan i stedet være, at klubben skal fokusere mere på DBU Pokalen, hvor Randers er i kvartfinalen. Problemet er bare, at der venter en kamp mod FC København den 16. marts. På udebane. Og det er en kamp, hvor klubben absolut ikke er favorit.

Men DBU Pokalen er en chance for at vinde noget, for at komme i Europa, og det er en kamp, hvor Randers FC har en mulighed for at få revanche. For et år siden røg klubben ud af DBU Pokalen til FCK. På udebane og i kvartfinalen. Tilmed på den værsttænkelige måde: Nemlig efter en straffekonkurrence, hvor Christian Keller ellers havde mulighed for at booke en semifinaleplads for Randers, men han missede.

- Jeg synes, vi var uheldige med lodtrækningen. FCK i Parken er ikke det nemmeste. Havde vi så bare mødt dem på vores bane, havde det været en lidt nemmere opgave, siger Kasper Fisker til tipsbladet.dk og forklarer:

- Vi havde klart haft større muligheder på hjemmebane, men omvendt må vi gå ud og forsøge at vinde kampe. Vi har bestemt ikke givet op på forhånd, og vi har revanche til gode i forhold til sidst, siger Kasper Fisker.

Fisker og Randers har dog en Superliga-kamp i weekenden først - her venter en udekamp mod Brøndby, der søndag tabte med 1-3 i SønderjyskE.