Formstærk FCN-spiller vil starte inde i premieren
Illustration
Superliga

Formstærk FCN-spiller vil starte inde i premieren

Kristian Lindberg har været skarp i FCN's testkampe, og han håber, han bliver belønnet med en startplads på fredag i sæsonpremieren.

Sæsonen begynder på fredag for FC Nordsjællands vedkommende, når holdet møder FC Vestsjælland i sæsonpremieren. Opgøret er samtidig Olafur Kristjanssons første i spidsen for Farum-klubben, så mange venter spændt på at se, hvordan islændingen blander kortene i sin første kamp for FC Nordsjælland.

Olafur Kristjansson har på forhånd proklameret, at alle er startet på nul, og at det er dem, der har gjort det bedst i sæsonoptakten, som spiller på fredag. Og det er alt andet end lige sød musik i ørerne på Kristian Lindberg.

Den unge angriber har vist forrygende målform i FCN's testkampe, hvor han i de seneste to er blevet matchvinder. Og Lindberg håber da også på at brage igennem i den kommende sæson.

- Jeg har spillet de seneste to kampe fra start og har scoret i dem begge, så det lover selvfølgelig godt, og jeg synes også, at opstarten har været god, men det er noget, jeg skal arbejde videre på, siger Kristian Lindberg til tipsbladet.dk og understreger, at han også har fået gode tilkendegivelser fra Olafur Kristjansson:

- Jeg har snakket lidt med ham i dag, og han synes også, jeg har gjort det godt. Det var nogle postive ting, han havde set fra mig i de seneste to-tre træningskampe. Men jeg skal blive ved med at arbejde hårdt, og bare fordi jeg har scoret i to kampe i træk, betyder det ikke, at jeg er den bedste.

Kristian Lindberg er umiddelbart den mindst kendte i flokken af FCN-angribere som også tæller profiler som Morten Nordstrand, Joshua John og Kim Aabech, men Lindberg føler, at han besidder nogle gode kvaliteter.

- Jeg er en angriber, som sparker godt med begge ben. Jeg er rimelig hurtig og kan også fungere i luftduellerne, selv om det ikke er min spidskompetence. Jeg minder lidt mere om Morten Nordstand end om Kim Aabech. Jeg løber lidt mere i dybden fremfor hele tiden at vil have den i fødderne, men vi er tre forskellige typer med hver vores forcer. Min største force er at løbe i dybden, siger FCN-forwarden.

- Mit mål er at få en masse spilletid i den kommende sæson, og selvfølgelig håber jeg at starte inde på fredag, tilføjer Kristian Lindberg.

Kristian Lindberg var i sidste sæson på banen i 13 kampe for FC Nordsjælland, men kun to af dem fra start. Han scorede et enkelt mål - mod FC Vestsjælland i Farum. Den bedrift kan han passende gentage på fredag.